VORTEBEHANDLING

Vorter skyldes smitte med et virus, som kun smitter mennesker. Vortevirus vokser meget langsomt. Derfor kan der gå flere måneder fra man er smittet til vorten viser sig på huden.

 

Man smitter ved berøring af vorten eller via de virusholdige afstødte hudceller. Smitterisikoen øges ikke ved at vorten bløder. Hvis der er små skader i huden, eller hvis huden opblødes af vand eller sved, er den mere modtagelig for smitte.

 

Hvis man undlader at behandle vorterne, vil de forsvinde, når kroppen har udviklet immunitet. De fleste børn med vorter vil blive fri for vorter i løbet af 1-2 år. Hos voksne kan det tage længere tid.

 

Man kan nedsætte risikoen for at smitte sig selv og andre ved at holde vorten dækket med fx. neglelak eller vortemiddel. Vortemiddel kan fås på apoteket. Det størkner efter påsmøringen og hæmmer også væksten af vorten. Brugen af badesko nedsætter risikoen for at blive smittet eller smitte andre med fodvorter.

 

Vortebehandling foregår ved hjemmebehandling.
Den fortykkede hud over vorten fjernes med en skalpel/engangsfil. Hvis huden er opblødt efter bad, kan beskæringen være lettere.
Vorten dækkes af vortemiddel (Vortex, Verucid, Vortefri), som størkner til en fast hinde. Det er vigtigt, at skåne den omgivende hud, evt. med vaseline.
Følg behandlingsvejledningen/indlægssedlen

 

Tålmodighed, tålmodighed og atter tålmodighed - det er det, det drejer sig om.
Der findes ingen nemme løsninger, og vortebehandling er ofte langvarig, tidskrævende og kan være smertefuld.

 

Tjek i øvrigt information og vejledning fra Patienthåndbogen https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/hud/illustrationer/vorter/vorter-fodsaalen/